Vi befinder os i en motoriseret langbåd på Mekong-floden i Laos. Bestemmelsesstedet er en tysk-financieret elefantlejr nær Hongsa. Min kone, Eden, har fundet et ledigt sæde, der kan fungere som puslebord i en snæver vending. Det er varmt. Lille Julie iføres en t-shirt og et par luftige bukser og smøres grundigt ind i solcreme. Imens overvejer jeg, hvordan i alverden jeg dog skal bugsere klapvogn, rygsæk og tasker op ad sandbjerget. Det lader ikke til at bekymre styrmanden, som vinker utålmodigt ad os og gør tegn til at lægge fra land igen. Uanset hvad der venter forude, vil det være at foretrække fremfor at rejse i hælene på tyve andre backpackere på deres første dannelsesrejse. Jeg kigger på Eden, som tager det med en beundringsværdig ro. Familiens bekymrede advarsler lurer i mit baghoved; "Julie er kun tre måneder gammel. Det bliver hårdt, og i er ikke vant med forældrerollen endnu", advarede mine forældre. Altsammen rigtig nok. Men måske handlede det også om, at bedsteforældrene var kede af ikke at skulle se deres nye barnebarn de næste to måneder. Men tanken vil ikke slippe sit tag i mig. Var det nu også en god idé at tage så langt væk fra alfarvej med så lille en størrelse? Jeg smiler til Eden - måske for at overbevise os begge om, at det nok skal blive godt.
En hurtig beslutning må der til; Eden tager Julie, jeg tager resten, og vi springer i land med fare for at trille baglæns ned i floden. Backpackerne i båden sidder med et fåret udtryk i ansigtet og fatter ikke rigtig, hvad der foregår. Forståeligt nok, for den lille flække ved floden ser unægtelig ikke ud af meget. Landsbyen Tasoang skal nu også kun bruges som springbræt til at komme videre til Hongsa i elefant-provinsen Sainyabuli; et område, der er tilpas utilgængeligt til at skræmme de fleste backpackere langt væk.
En gammel mand stiger af sammen med os. Styrmanden lægger fra, og fårene fortsætter op ad floden; til Pak Beng og grænsen til Thailand. Ligesom os har gamlingen meget at slæbe på men dog ingen klapvogn eller rygsæk udstoppet med bleer og sutteflasker. Han har sikkert været på en sjælden tur til Luang Prabang for at besøge familie. Jeg måber da han springer op ad sandbjerget med en adræthed som en vårhare. Vi halter efter. På toppen bliver vi straks omringet af 20 børn og voksne, som forventningsfuldt bombarderer Eden med en masse spørgsmål på laotisk. På grund af hendes asiatiske udseende tror de forståligt nok, at hun er laot, selvom hun er filippiner. Stor er deres skuffelse, da de ingen svar får. I stedet kaster de sig begejstret over Julie, som passerer fra hånd til hånd. Eden prøver at holde øje med hende. Landsbykvinderne er vilde med den lille og hviner i begejstring. Det smitter af på Julie, som ellers har forholdt sig roligt på hele turen. Ansigtet trækker sig sammen og hun udstøder et vræl, som kun gør kvinderne endnu mere nysgerrige. Eden skrider ind, og audiensen er forbi.
Jeg tager et hvil med ryggen opad bagagebjerget. Fantastisk udsigt; majestætiske Mekong i solnedgangens fortryllende skær sætter dagdrømmeriet i gang. At tænke sig denne store flod, som udspringer i Kina og flyder gennem Thailand, Myanmar, Laos og Cambodia for endelig at mødes med havet i det sydligste Vietnam. Et par hurtige fotos inden mørket falder på. Nogle kæmpemæssige teaktræstammer ligger og venter på at blive skibet op ad floden til Kina. Et forsigtigt klap på skulderen bringer mig tilbage til virkeligheden. En venlig mand peger længere op ad skrænten, hvor en pick-up truck er ved at blive overlæsset med folk og indkøb i tilfældig rækkefølge; utvivlsomt dagens sidste transportmulighed til Hongsa.
Et par galante fyre stiger ud for at gøre plads til Eden og Julie ved siden af chaufføren. Vi glemmer alt om sikkerhedsseler og barnestole, som herude virker fjernt og uvedkommende. Forsædet er trods alt bedre end ladet. Jeg smider vores bagage op på ladet og springer op. Med besvær får jeg plads til benene blandt pakker og mennesker på det allerede overfyldte lad. Da jeg langt om længe sidder godt i spænd, er der pludselig blevet endnu en plads ledig ved siden af chaufføren. Jeg flytter ind.
Grusvejen kunne have været værre. Jeg konverserer lidt med chaufføren, mens han rutineret undgår de største huller i vejen. Alligevel bliver Julie edderarrig og stikker i et gennemtrængende vræl. Selv er jeg både træt og sulten, men det må vente. Det kan Julie selvfølgelig ikke. Eden leverer en mindeværdig indsats, da hun præsterer at amme Julie, mens trucken fortsætter sin dødskørsel i det bumpende mørke. Fast-food har fået en ny betydning.
En time senere er vi fremme. Da jeg ser vores bagage, priser jeg mig lykkelig over ikke at have siddet omme på ladet; klapvognen plejede at være blå men ser nu umiskendelig rødbrun ud. Det samme gør de stakkels passagerer. Alt er totalt dækket af støv fra vejen.
Villa Sisouphanh er ejet af en sød familie, som lægger en ære i at efterligne det bedre borgerskab og indrette underetagen derefter. At så gæsteværelserne ovenpå ikke helt kan følge med, er jo bare en skam. Det prætentiøse navn taget i betragtning er det alligevel ikke overraskende, at prisen er noget overskruet sammenlignet med standarden i Luang Prabang. Men 8 $ er dårligt besværet værd at diskutere - desuden er det småt med alternativer her. Manglen på komfort opvejes dog så rigeligt af familiens gæstfrihed. Familiealbummet støves af og vises stolt frem. Fremvisningen ender brat, da min mave jamrer højlydt, og vi bliver budt på middag mens Julie sover.
Til vores store glæde taler datteren i huset en smule engelsk, for der er en hel del oplysninger, vi godt kan bruge i jagten på at opleve elefanter arbejde i skoven. Det er dog lidt af en udfordring at forstå, hvad hun siger, så stor er forundringen, da hun fortæller, at hun er engelsklærer på byens skole. Stakkels unger, tænker jeg, og ved ikke om jeg skal le eller græde. Udmattede efter dagens strabadser går vi i seng.
Næste morgen mindes vi gårdagens rejse. Grotesk. En god nats søvn gør underværker. I går var hård, i dag griner vi bare. Klapvognen ligner noget, som aldrig bliver blåt igen. Den er utvivlsomt den eneste af slagsen i hele provinsen. I Luang Prabang og andre byer var den uundværlig som mobil soveplads for den lille. Her er kun til besvær på veje, som tydeligvis er beregnet på elefanter og firehjulstrækkere. Frem med bæreselen. Og dog. Det er allerede stegende hedt. Jeg beslutter mig for en hurtig rekognoscering på egen hånd.
Det var mørkt, da vi ankom til Hongsa, men morgenlyset afslører hurtigt, at byen er et hul. Et meget varmt og støvet hul. Det står hurtigt klart, at det vil blive en udfordring bare at finde noget at spise, for med undtagelse af det noget skrabede marked, bliver der ikke skiltet med noget som helst. Et par gamle kvinder med vejrbidte ansigter tilbyder mig nogle laotiske specialiteter. De ser spændende ud. Jeg køber et par stykker. Kvinderne smiler.
Med krydsede fingre trasker jeg byen igennem alene i min søgen efter en behjælpelig engelsktalende person. Byen minder mistænkeligt meget om en støvet westernkulisse og er temmelig mennesketom. Vores interesse ligger nu heller ikke så meget i selve Hongsa men i de omkringliggende landsbyer og deres formodede elefanter og velbevarede Thai Lü-kultur - særlig Vieng Kaew, som skulle huse Lao Elephant Conservation Centre.
Jeg passerer en charmerende hytte ved en lille fiskedam. Det ligner sørme en restaurant. Sidst på formiddagen er jeg nær ved at opgive at finde hjælp men støder så endelig på det lokale ’kommunekontor’. Stor er overraskelsen, da jeg træder indenfor. Alle hilser ærbødigt, og jeg bliver straks vist ind til ham der taler engelsk. En flink mand, som gerne vil hjælpe. Hans engelske er absolut en udfordring, men det betyder mindre. Kontoret bliver lukket og scooteren startet.
Min nye ven forstår tydeligvis ikke, hvorfor jeg vil besøge elefantcenteret. Jeg insisterer og tænker, at elefanter er nok for ham, hvad heste er for mig. Ved landsbyen Vieng Kaew finder vi elefantcenteret, og jeg forstår min vens undren. Centeret ligner noget, der aldrig er blevet gjort færdigt. Og aldrig vil blive færdigt. Et par usle indhegninger og et falmet skilt signalerer, at projektet for længst er opgivet. Skuffende efter alle de strabadser. Vi spørger os for i Vieng Kaew. Tilsyneladende ved ingen noget om dets skæbne.
Vi kører tilbage til byen. Slukøret og med vinden i håret spekulerer jeg på, hvad jeg skal sige til Eden. Det er takket være min idé, at vi er havnet her. Vi tog til Hongsa for at se elefanter, men hvor pokker er de henne? De burde ikke været sådan til at overse. Byen har absolut intet andet at byde på. Jeg bliver simpelthen nødt til at fremtrylle en elefant eller to for at sikre familieidyllen.
Datteren kommer hjem fra skole, og jeg går tålmodigt i gang med at udspørge hende. Centerets skæbne har hun ingen forklaring på, men der er arbejdsomme elefanter langt inde i skoven et par dagsrejser fra byen. Hun er ikke sikker på hvor. Én ting er jeg dog helt sikker på: dette alternativ kan jeg med garanti ikke få familien med på. Vi aftaler derfor, at hun skal fremskaffe en elefant til dagen efter.
Elefanten er stor men gemytlig. Og høj nok til at minde Eden om hendes højdeskræk. Der skal en særlig stige til for at indtage kurvesofaen, som er spændt fast på elefantens ryg. Den er ekstrem ukomfortabel at sidde i. Et par tykke puder ville gøre underværker. Også rollen som hvide imperialister er ukomfortabel men dog at foretrække frem for den brændende sol: Eden med paraply for solen og Julie med tropehat. Julie kigger med store øjne på det enorme dyr. Elefantmanden gør tegn til, at jeg skal forsøge at sidde midt i kurven for balancens skyld. Lettere sagt end gjort. Med Julie i den ene arm klamrer jeg mig til kurven med den anden og forsøger at opfylde mandens ønske om ligevægt. Landskabet er betagende. Det går gennem marker og vandløb, og elefanten går til højre eller venstre alt efter hvilket øre, der bliver nusset - eller hvilken gevækst i vejkanten, som smager bedst. Nogle kvinder med spande på hovederne henter vand ved en brønd. Smilende vinker de til os. Ren idyl. Men efter et par timer er vi godt mørbankede, og det er rart at stige af.
Om aftenen tager jeg Eden og Julie med på restauranten ved dammen. Et par fakler er tændt ved indgangen. Nogle piger serverer grillet fisk fra dambruget. Uforglemmeligt. Et par yngre mænd forlader deres bord, for at sætte sig ved vores. Det gør ingenting. Den ene er fra Luang Prabang, den anden er inder. "Vi arbejder som ingeniører indenfor skovbruget", forklarer inderen og bekræfter, at elefanterne arbejder dybt inde i skoven. Jeg byder dem en øl, og vi snakker om alt mellem himmel og jord. "Jeg har været her et år nu", siger inderen. "Hongsa har ikke meget at byde på. Ingen seværdigheder". Det benægter vi ikke. "Men når man har været her en tid, så finder man måske Hongsas sande skat". Vi ser spørgende på manden. Han smiler varmt. "Jeg har aldrig mødt så dejlige og gæstfri mennesker som her. Der er ikke den ting, de ikke vil gøre for dig". Jeg tænker tilbage på de sidste par dages bekendtskaber; kvinderne i landsbyen ved floden, chaufføren, familien Sisouphanh, manden på kommunekontoret. Hvordan skulle vi have klaret det uden dem? Jeg ser på Eden. Hun er rørt, og jeg indser, at manden har ret. Jeg griner lettet. Elefantlejren, som var vores mål, virker pludselig inderlig ligegyldig. Vi har fundet skatten.
Der er ikke andre vester-lændinge ombord på flyet til Sana’a,
Yemens hovedstad. Det er ikke så underligt; de fleste landes udenrigsministerier
fraråder al indrejse i Yemen og opfordrer deres borgere til at forlade landet.
[læs mere]
