
Peru er et rent eventyr af oplevelser for både natur- og kulturelskere. Få lande er så afvekslende som Peru. Det er et af de steder, man får lyst til at besøge igen - og igen.
Lige siden
den sagnomspundne inkaby blev
fundet i 1911, har Machu Picchu været et af de mest berømte steder i verden
og står som et ikon for hele Peru. Det er i sandhed en fantastisk oplevelse at beskue
Machu Picchu højt oppe fra Solporten. Byen er højdepunktet ved et besøg
i inkaernes Hellige Dal, som gemmer på mange interessante ruinbyer.
Ikke langt fra Machu Picchu ligger Cuzco, som engang var inkarigets sydlige hovedstad, og som i dag er et af de smukkeste eksempler på en spansk koloniby.
Længere mod syd danner den næsten lige så berømte Titicaca-sø
grænse mellem Peru og Bolivia. Den enorme sø ligger i 3800 meters højde
og er hjemsted for Uros-indianerne. På flydende sivøer lever de en tilbagetrukket
tilværelse og prøver at bevare deres gamle traditioner hånd i hånd med
den tiltagende turisme.
Vest for
Titicaca ligger den vidtstrakte højslette Altiplano; et øde område,
hvor små landsbyer dukker op i et spektakulært landskab, som ellers regeres af lamaer
og kondorer. Det bedste sted at opleve den majestætiske fugl er på kanten af
Colca-kløften. Med sine knap 3200 meter er den betagende kløft verdens
næstdybeste og over dobbelt så dyb som Grand Canyon i USA.
Den smukkeste by i det sydlige Peru er utvivlsomt Arequipa. Omgivet af både sovende og aktive vulkaner ligger den Hvide By som en tidsløs, kolonial perle, hvor spanske kirker og klostre dominerer bybilledet.