ø-riget Papua Ny Guinea er et af de få steder i verden, hvor man stadig kan møde mennesker, som lever næsten uforstyrret af den moderne civilisation. Det er et af verdens sidst udforskede områder, og flere steder er stadig ubesøgte. Landet er nu i hastig udvikling og med store politiske spændinger til følge. Det står overfor gennemgribende reformer før civilisationen kan slå rod. I Papua Ny Guinea mødes nyt og gammelt, og stadigt eksisterende "stenalder-kulturer" står over for det moderne "fremskridt".
På trods af et eksisterende retsvæsen er det i høj grad småsamfundenes selvjustits der hersker, og hver løser sine egne problemer - ofte efter princippet "øje for øje" og med stammekrige til følge. Der er så godt som ingen national bevidsthed til at forene de mange isolerede landsbyer, der så sent som i 1975 blev til det selvstændige land Papua New Guinea.
Infrastrukturen er meget ringe selv på
hovedøen, hvor man finder hovedstaden Port Moresby og andre større byer.
Særlig vejnettet er meget underudviklet og gør Papua Ny Guinea til et af de eneste
steder i verden, hvor man trods det store landareal ikke kan køre fra hovedstaden til alle
andre vigtige byer. I stedet har man anlagt flere korte stumper vej, som forbinder enkelte byer og
derefter ofte forsvinder i ingenting. Dette skyldes primært hovedøens bjergrige indre,
som fuldstændig afskærer de enkelte landsdele fra hinanden. Til gengæld er det
muligt at flyve til mangen en lille flække i landet,
hvis man har råd; hvis ikke, så må man gå!
Det er den manglende kontakt til verden udenfor og den konstante bekrigelse stammesamfundene imellem, som er hovedårsagerne til landets langsomme udvikling. Der er registreret over 800 forskellige sprog, og eneste fællessprog er et pidgin-engelsk, som er beslægtet med det pidgin, der tales andre steder i Melanesien, f.eks. Salomon-øerne og Vanuatu.
Isolationen, de mange forskellige sprog og den manglende nationale bevidsthed gør PNG til et
land med store politiske spændinger og kulturelle forskelle. Nationalt set er højlandet
f.eks. helt anderledes end kysten og småøerne. Regionalt set er der en verden til forskel
mellem landsbyerne og de større byer.
Disse unikke kulturelle og geografiske forhold gør PNG til et meget fascinerende men også vanskeligt sted at besøge. For den rejsende er der ikke megen hjælp at hente, og det kan være vanskeligt bare at finde et "officielt" sted at overnatte, fordi de lokale, når de rejser, som regel bor hos deres slægtninge. Desuden rejser de kun, når det er bidende nødvendigt, af frygt for nabostammerne og onde ånder i andre landsbyer. Til gengæld er gæstfriheden som regel til at regne med, hvis man da ikke har noget imod at fornægte privatlivet og blive landsbyens absolutte omdrejningspunkt døgnet rundt.
Lidt anderledes forholder det sig i byerne, som trods deres ustrukturerede "wild west"-præg som regel kan byde på et sted at spise og overnatte og måske oven i købet en bank eller et posthus. Penge er stadig et forholdsvis nyt fænomen, som fortrinsvis anvendes i de større byer. I landsbyerne er det stadig naturalier som skifter hænder, og den ene tjeneste er den anden værd.
På egen hånd rejser jeg rundt i et af verdens mest uberørte områder for at opleve en meget fremmedartet kultur fuld af kontraster. Højlandet tilbyder jomfruelig trekking i spektakulære bjerge og farvestrålende sing-sings, hvor de meget forskellige stammer samles til en form for stor danse-opvisning i deres traditionelle ansigtsmasker og klædedragter. Jeg inviteres til bryllup, og mit bidrag til brudeprisen gør mig til en del af familien.
I regnskoven ligger de fleste landsbyer langs med de store floder, som landet er rig på. I en udhulet og utæt træstamme sejler jeg med en lokal fyr ned ad floden Ramu for at møde missionærer og opleve resterne af en naturreligion, som snart vil forsvinde.
I samarbejde med Adventure Kompagniet planlægger jeg en eventyrlig pionérrejse til Papua Ny Guinea i 2010 for en lille gruppe. Følg med her på siden og kontakt mig, hvis du er interesseret i at deltage.
